Jong Pang er Anders Rhedin, – eller rettere hans sangskrivning, for både på plade og live samler han et fint københavnsk musikerkollektiv omkring sig. Han var tidligere en Moon Gringo, og har med Jong Pang spillet sammen med Jannis fra Choir og Cæcilie Trier (Le Fiasko, Choir, Chimes & Bells og mange flere), eller med Moon Gringo-sangerinde og -cellist Mette Sand. En af Nordsø-brødrene var også med i Moon Gringo. Måske derfor medvirker Bo Rande, Nordsø og Nordsø på Jong Pangs nye plade; ligesom Kristian Leth har skrevet det første nummer “Fractures”. Namedropping slut.

Nej, vent. Mens hans første album, “Bright White Lights”, frem for alt var en indadvendt søgen, musikalsk set, mere undergrund, mere eksperimenterende, en undersøgelse af det musikalske værktøj og udtryk i sig selv (blandt inspirationskilderne var Steve Reich…), så er det nye album “Love” mere udadvendt, storladen, pompøs poppede rocknumre. “Love” udkommer omkring denne weekend. Altså nu.

Ud fra et musiksystemisk perspektiv placerer den sig lige lovlig midt i den strøm af småstøjende, retro-psych, genopfindelse af Beatles-melodier (man kunne indsætte en lang liste af bands her); men heldigvis bibeholder den noget af charmen og råheden fra debuten. Igen desværre er lydsiden lidt brugt, eftersom det minder om Tordenskjolds soldater i de københavnske musikmiljøer (altså William Blakes, Le Fiasko, Choir, hvis musikalske udtryk Rhedin sjovt nok selv har været med til at definere).

Det gode er;
1. sympatisk
2. bredere musikalsk appel (bare lige et år for sent? jeg ville ønske, at den appel var på debuten. der er et eller andet med debuter og gennemslagskraft…)
3. man kan høre noget af den gamle Moon Gringo-sound på “Love”. Nostalgisk.

Jong Pang (som er på Tigerspring, nu med britiske kontakter) var med til at skabe de her engelske kontakter; jeg er ikke sikker på rækkefølgen her. Men såvel Jong Pang, Choir (Tigerspring), Chimes & Bells (vist nok Tigerspring, nu også Bella Union), The Kissaway Trail (Rhedin producer/mixer) og Our Broken Garden (Bella Union, affilieret med Efterklang) har haft rimelig succes i England, lad os sige fællesnævneren for de danske bands her er varme indie-følelser.

Jeg kan kun anbefale, at man i øvrigt tjekker Bella Unions artister (upcoming, som kendte, som midtimellem) ud her: http://www.bellaunion.com/artists.php

Om Jack Whites seneste projekt  - efter velrenommerede og overraskende garage- og rocknrollere i The White Stripes (som vel nok kulminerede i Elephant-pladen) og Raconteurs (som har lavet to mellemgode albums) – har jeg følgende at berette. Navnet er Dead Weather, hvor White går sammen med Alison Mosshart fra The Kills, en gut fra Queens Of The Stone Age og ham den lille, hyggelige bassist fra The Raconteurs. Jack White selv har placeret sig bag trommerne igen; hans oprindelige førsteinstrument.

Pladen er blevet blandet modtaget; jeg selv har ikke lyttet nok til den til at dømme den, men nok til at være nysgerrig. Første bemærkning: Har Alison Mosshart noget af den samme styrke og karisma som Yeah Yeah Yeahs’ Karen O.? Det var første notits.

Andet. Jeg læste med fornøjelse Stuart Bermans anmeldelse af pladen hos Pitchfork; han giver den vist 7.0 – og udover at være præcis og velskreven i sin helhed – skriver han følgende (og jeg er naturligvis helt enig):

“You think it’s hard getting attention for your psych-folk-disco-shitgaze collective? Try being an up-and-coming meat-and-potatoes blues-rock band, who are shut out from both hipster-blog discourse and the sort of mainstream media channels that theoretically should be nurturing them.”

Haha!

Er det bare mig, eller er der en tilbagevenden til Luksus-tiden på Mikael Simpsons Slaar Skaar? Et godt, nostalgisk album. Lad os bare tage åbningsnummeret, blandt albummets bedste “Et Stød Mod Grund”, hvor den høje vokal, knudrede lyrik og rim, klokkespil og tangenter, der på alle måder er et efterspil til Luksus (med Lise Westzynthius), og ofte alt for overset i litteraturen om pladen. Allerede dengang arbejdede Simpson med den rolige, nocturéne og lounge-agtige stemning, som han senere har søgt efter i ny form med bonkammerat Anders Trentemøller – det elektroniske bliver lidt kedsomt på “Elektronisk Blaa” eksempelvis. Som om han har været væk i et par pladers tid med variationer Styr På Lortet og Stille Og Uroligt.

Luksus lavede, så vidt jeg husker i dette flygtige blog-øjeblik, to korte albums; Repertoire og Luksus fra 96-98-tiden. Af den øvrige læsning anbefales Michael Gonzalez’ anmeldelse af Slaar Skaar; vittigt og personligt skrevet, men jeg er sikker på, hans mening er talerør for mange læsere. Dog ikke de gamle Luksus-fans.

Titler og bandnavne siger en del om en kunstner, også om franske Phoenix, som virker svært arrogante på deres nyeste album – der også ser ud til at have vundet troværdighed (alias indiecred) for en dansabel, letfordøjelig og melodisk tilgang til pop med et snært af elektronisk og Air. Jeg anerkender i øvrigt melodierne og anvendeligheden til en lille fest, men synes, der mangler dybde.

Det første nummer er Liztomania, som jeg hurtigt ynder at synge som “Lithuania” som en hån. Men bemærk, hvor godt det passer på resten af omkvædet:

“Lithuania. Think less but see it grow,
Like a riot, like a riot,
I’m not easily offended,
It’s not hard to let it go,
From a mess to the masses.”

Jeg havde en miserabel lidt for ædru/skuffende oplevelse, da jeg så dem på Roskilde Festivalen i år, og det skrev jeg ned i en anmeldelse – til to stjerner. Det fik en bruger til at annoncere, at jeg var havde lavet noget heldovent sjusk, og at jeg skulle skamme mig over mit dårlige arbejde, altså anmeldelsen. Så meget desto mere grund til at gå ind og se dem i Vega den 2. august, eller hvad?

Deres debutalbum er ellers fremragende afslappende, støjende pop, som lyder lidt som The Raveonettes og My Bloody Valentine. Melankolsk, naivt og drømmende, selvom jeg mistænker medlemmer for at være mere end bare Barometer-segmentets 17-20 år, men derimod drømmere på knapt 30 somre, som dyrker ungdommens idyl lidt for hårdt. Debutens mange anerkendte, gode numre (som “Come Saturday”, “Young Adult Friction”, “This Love Is Fucking Right” og “Contender”) er jeg gået død i. Og nu lytter jeg kun “Stay Alive” i stedet. Det er mere rart.

Pains Of Being Pure At Heart spiller i VEGA den 2. august. I den forbindelse vil jeg også nævne Deerhunters koncert dér den 16. august, selvom jeg ikke selv har mulighed for at komme.

Jeg havde fornøjelsen af at høre det dansk/norske nu-jazz-orkester “JazzKamikaze”, og da kendte jeg ikke til bandet og dets eksistens. Men da jeg gik hjem var jeg overbevist. Det tog dem ikke mere end 1 time og 25 minutter og et par ekstra numre om at få mig overbevist. Dette musik bliver spiller med så stor overbevisning, at det endda live, formår at involvere publikum.

De 5 unge kamikaze-piloter vandt i 2005 prisen Young Nordic Jazz Comets. Og siden da, er der sket meget. 2 cd’er, 1 ep, og nu et samarbejde med den danske kunster “A Kid Hereafter”.

Og dette forløb er svært at beskrive i ord, da musikken definerer dem bedst. De debuterede med “Mission I”(2005/2006) – nyt fusionjazz, spændende. I “Travelling at the speed of sound”(2007) vendte de tilbage med udviklet, men stadig fusionjazz. Allerede mellem disse albums havde de udviklet sig, men det store spring kom i 2008, da de udgav ep’en “Emerging Pilots” med 4 numre, der viste at “JazzKamikaze” ikke bare var jazz-kamikaze, hvilket de også selv understregede ved at slette “Jazz” i deres navn. Denne musik er mere rock/pop gjort med fantastiske akkompagnement af Marius Neset på tenorsaxofon.

Dette musik skal høres af enhver, der vil have sig en multikulturel oplevelse. Og det kan sagtens betale sig at give det 5 minutter. Sange som “Up To No Good”, “Vil Du Bli Munk?” og “Bring Back Spring” kan findes på bandets tidligere myspace – /jazzkamikaze(The Jazz Years), og er et godt bud som førstegangslytter, men drej dine øre, det er ikke sukkersød pop.

!!! – Det skal dog nævnes at sangen “Speedball” ikke er for sarte sjæle, da bandet lavede dette nummer for at se, hvor mange toner der kunne puttes i et 2-minutter nummer. Av min arm.