Destroyer‘s nyeste udspil
Jong Pang // Anders Rhedin
In anbefaling on juli 31, 2009 at 9:20 pm
Jong Pang er Anders Rhedin, – eller rettere hans sangskrivning, for både på plade og live samler han et fint københavnsk musikerkollektiv omkring sig. Han var tidligere en Moon Gringo, og har med Jong Pang spillet sammen med Jannis fra Choir og Cæcilie Trier (Le Fiasko, Choir, Chimes & Bells og mange flere), eller med Moon Gringo-sangerinde og -cellist Mette Sand. En af Nordsø-brødrene var også med i Moon Gringo. Måske derfor medvirker Bo Rande, Nordsø og Nordsø på Jong Pangs nye plade; ligesom Kristian Leth har skrevet det første nummer “Fractures”. Namedropping slut.
Nej, vent. Mens hans første album, “Bright White Lights”, frem for alt var en indadvendt søgen, musikalsk set, mere undergrund, mere eksperimenterende, en undersøgelse af det musikalske værktøj og udtryk i sig selv (blandt inspirationskilderne var Steve Reich…), så er det nye album “Love” mere udadvendt, storladen, pompøs poppede rocknumre. “Love” udkommer omkring denne weekend. Altså nu.
Ud fra et musiksystemisk perspektiv placerer den sig lige lovlig midt i den strøm af småstøjende, retro-psych, genopfindelse af Beatles-melodier (man kunne indsætte en lang liste af bands her); men heldigvis bibeholder den noget af charmen og råheden fra debuten. Igen desværre er lydsiden lidt brugt, eftersom det minder om Tordenskjolds soldater i de københavnske musikmiljøer (altså William Blakes, Le Fiasko, Choir, hvis musikalske udtryk Rhedin sjovt nok selv har været med til at definere).
Det gode er;
1. sympatisk
2. bredere musikalsk appel (bare lige et år for sent? jeg ville ønske, at den appel var på debuten. der er et eller andet med debuter og gennemslagskraft…)
3. man kan høre noget af den gamle Moon Gringo-sound på “Love”. Nostalgisk.
Jong Pang (som er på Tigerspring, nu med britiske kontakter) var med til at skabe de her engelske kontakter; jeg er ikke sikker på rækkefølgen her. Men såvel Jong Pang, Choir (Tigerspring), Chimes & Bells (vist nok Tigerspring, nu også Bella Union), The Kissaway Trail (Rhedin producer/mixer) og Our Broken Garden (Bella Union, affilieret med Efterklang) har haft rimelig succes i England, lad os sige fællesnævneren for de danske bands her er varme indie-følelser.
Jeg kan kun anbefale, at man i øvrigt tjekker Bella Unions artister (upcoming, som kendte, som midtimellem) ud her: http://www.bellaunion.com/artists.php
Dead Weather
In anbefaling on juli 31, 2009 at 8:30 pm
Om Jack Whites seneste projekt - efter velrenommerede og overraskende garage- og rocknrollere i The White Stripes (som vel nok kulminerede i Elephant-pladen) og Raconteurs (som har lavet to mellemgode albums) – har jeg følgende at berette. Navnet er Dead Weather, hvor White går sammen med Alison Mosshart fra The Kills, en gut fra Queens Of The Stone Age og ham den lille, hyggelige bassist fra The Raconteurs. Jack White selv har placeret sig bag trommerne igen; hans oprindelige førsteinstrument.
Pladen er blevet blandet modtaget; jeg selv har ikke lyttet nok til den til at dømme den, men nok til at være nysgerrig. Første bemærkning: Har Alison Mosshart noget af den samme styrke og karisma som Yeah Yeah Yeahs’ Karen O.? Det var første notits.
Andet. Jeg læste med fornøjelse Stuart Bermans anmeldelse af pladen hos Pitchfork; han giver den vist 7.0 – og udover at være præcis og velskreven i sin helhed – skriver han følgende (og jeg er naturligvis helt enig):
“You think it’s hard getting attention for your psych-folk-disco-shitgaze collective? Try being an up-and-coming meat-and-potatoes blues-rock band, who are shut out from both hipster-blog discourse and the sort of mainstream media channels that theoretically should be nurturing them.”
Haha!
